Når ens familiemedlem får demens.

Demens ændrer familiemedlemmets handlinger og virkelighedsopfattelse. De følelsesmæssige og praktiske udfordringer bliver med tiden så betydelige, at der er brug for hjælp og støtte udefra.

I de fleste tilfælde vil udviklingen af symptomerne kræve, at den personen med demens flytter ind på et plejehjem. De pårørende kan give lidt mere slip på deres bekymringer og i stedet bruge energien på hyggeligt samvær med sine kære.

Vi mener, at den gode relation til mennesker med demens afhænger af at kunne anskue sygdommen som en række symptomer, der medfører en ny måde at opfatte virkeligheden på. Vi skal ikke nødvendigvis korrigere den ændrede virkelighedsopfattelse men lære den at kende.

På Dagmarsminde oplever vi hos de fleste af vores beboere, at de får det bedre i en periode efter indflytningen.

Det skyldes sandsynligvis, at vores plejehjem er indrettet efter beboernes behov, og at vores specialiserede behandling har en terapeutisk effekt på beboeren.

Vi tror på omsorg i stedet for medicin

På Dagmarsminde erstatter vi medicin med kærligt nærvær, fysisk bevægelse, natur og fordybelse.

Vores beboere får ikke beroligende og antipsykotisk medicin, og vi oplever, at de har det markant bedre foruden. Desuden forsøger vi også at nedtrappe antidepressiver samt smertestillende, men det kan også være andre lægemidler, som har uhensigtsmæssige bivirkninger. Bivirkningerne kan ofte være træthed, svimmelhed, forvirring, vrede og nedsat appetit og hovedpine. Beboerne bør kun få den medicin, som er nødvendig for dem, når man opvejer med livskvalitet og den fase af livet, beboerne befinder sig i. Når vi modtager nye beboere, gennemgår vi beboerens medicinliste, og hvis det skønnes nødvendigt, går vi gang med at reducere medicinen i samarbejde med beboeren, de pårørende og Dagmarsmindes faste læge. På nuværende tidspunkt får vores beboere i gennemsnit under ét præparat i døgnet, hvor landsgennemsnittet ligger på otte forskellige lægemidler.

Læge

Vi samarbejder med geriater, Mikkel Ibsen, som er fast tilknyttet Dagmarsminde. Derudover har beboerne også deres praktiserende læge.

Cirka en gang om måneden kommer lægen forbi, og vi evaluerer beboernes tilstand. Vi kigger bl.a. på medicinen, eventuelle blodprøvesvar, hvordan har beboeren det psykisk og fysisk - og hvordan går det? Lægen kigger desuden til de beboere, som skal tilses.


Lægen har et indgående kendskab til hele huset, beboere og personale. Beboerne er også mere trygge ved, at det er den samme læge, der kommer hver gang. Vi forebygger akutte tilstande og indlæggelser med denne metode, hvor vi udover den daglige forebyggelse samarbejder med lægen.

På Dagmarsminde indlægges 8 % af beboerne årligt. Landsgennemsnittet ligger på 42% .