Hjertet på Dagmarsminde er vores stue.
Det er her, hverdagen leves, og hvor fællesskabet folder sig ud. Fra beboerne står op om morgenen, til de går til ro på deres værelser om aftenen, er det i stuen, vi mødes og er sammen.
Stuen rummer både det åbne køkken, et hvilerum og et behageligt sofaområde. Her dufter der af frisklavet mad, og her finder man tryghed i kendte rutiner og hyggelige fællesskab. Det er et rum, som beboerne hurtigt tager til sig som deres egen stue.
De fleste af vores daglige aktiviteter foregår netop her - vi laver gymnastik, synger, læser højt, dækker bord, hjælper til med madlavningen eller bager. Nogle gange ser vi en film, andre gange sidder vi blot i sofaerne og taler sammen, lytter til musik eller nyder en stille stund med en kop te.
Stuen er også stedet, hvor vi markerer højtider og fejrer fødselsdage, eller hvor vi bare samles om en buket blomster på bordet og levende lys. Her er plads til både aktivitet og ro og til at være en del af fællesskabet på den måde, der passer til den enkelte.