“Det at vores mor nu bor på Dagmarsminde, gør at alle pårørende har fået deres liv tilbage. Inklusiv vores mor. Kampene, søvnløse nætter og udbrændthed er blevet til ro, overskud og glæde over nu at kunne besøge vores mor, og bare være der sammen med hende - helt uden at tjekke op på mangler på eller overmedicinering. Helt uden at skulle tjekke op få hygiejne - og helt uden at stresse ved ankomst over det syn vi muligvis ville blive mødt af. På Dagmarsminde føles det som et hjemligt fælleskab - og alle pårørende elsker at komme der. Det føles som om vores mor bor på verdens bedste plejehjem. Hun er kommet hjem.”

— Datter til beboer på Dagmarsminde

“Den tydeligste forandring har været, at min far stoppede med sin ‘sikkerhedsadfærd’, hvor han før gemte alle mulige ting i sine lommer og under skjorten. Han stoppede med at tage flere lag tøj på og virkede roligere. Han blev mindre rastløs, er blevet gladere og fik lettere ved at genkende os/sine døtre - formentlig fordi han ikke længere følte sig stresset og presset i hverdagen og bedre kunne fokusere.

Da han kom på Dagmarsminde, fik vi som pårørende meget ro i sindet over, at han kunne modtage stabil og vedvarende støtte og omsorg uden urolige skift i hverdagen.

Jeg oplever en uvurderlig taknemmelighed over, at min far er i så trygge og omsorgsfulde rammer. Fra selv at have haft en ugentlig tilbagevendende opgave med at overnatte i hans daværende hjem, sørge for ham og holde øje med, at han var i sikkerhed samt tage imod forskelligt sygeplejepersonale, oplever jeg nu, at jeg kan komme på besøg og have fuld opmærksomhed på god og kærlig kontakt til ham.

Jeg føler mig altid velkommen på Dagmarsminde ❤️ ”

— Datter til beboer på Dagmarsminde

“Jeg har næsten ikke ord for, hvilken lettelse det var for mig som datter, at min mor flyttede ind på Dagmarsminde. Jeg følte, at for første gang i hendes langvarige sygdom var der andre, der tog en del af ansvaret fra mine skuldre. På Dagmarsminde var det enestående også at møde omsorg og forståelse for os pårørende, det havde jeg ikke oplevet før. Som pårørende til et menneske med demens (og andre livstruende

sygdomme) er man i alarmberedskab og har aldrig fri for bekymringer og sorg. Man taler jo om ventesorg. Samtidig skal man som den pårørende overskue og planlægge og tage beslutninger, oftest i modstrid med det, ens kære forælder selv ønsker. Ofte er man også uenig søskende og eventuel ægtefælle, om hvad der er bedst for den demente, så det er svære beslutninger at træffe. Jeg opsøgte selv pårørendegrupper og rådgivning, og fandt et fællesskab her, men med  små børn og fuldtidsarbejde var det begrænset hvor meget tid, jeg kunne bruge.

At medarbejderne på Dagmarsminde tog beslutninger fra mine skuldre var en kolossal lettelse.

- Datter til beboer på Dagmarsminde